Ferietips

5 sjove ferieoplevelser for familien med børn, hvis I holder ferie i nærheden af Bork Havn i Vestjylland.

Når ferien skal planlægges med familien er der måske mange forskellige ønsker til den perfekte ferie. Vi har her samlet 5 gode forslag til ferien ved Ringkøbing Fjord, så der er lidt for alle i familien. 

 

  • Strandlivet på Vestkysten

  • Kom helt tæt på dyrene

  • Aktiviteter for vandhunden i nærheden af Bork Havn

  • Gratis oplevelser i naturen ved Ringkøbing Fjord med børn

  • Det store legebarn

 

Strandlivet i nærheden af Bork Havn

Ringkøbing Fjord og Vesterhavet byder i den grad op til badeferie, strandaktiviteter og vind i håret.

Hvis ferien er med mindre børn er Ringkøbing Fjord ideel, da vandet er mere roligt, varmere og ikke særligt dybt ved kysten.

Badestrandene ved for eksempel Bork Havn, Skaven og Hemmet er ligeledes meget velegnede for familier med småbørn.  Er man til større bølger, store vidder og mere vind i håret er badestranden ved Nymindegab Strand fantastisk. Der findes bl.a. en lille iskiosk ved vandet - og man kan nyde en kop kaffe eller en lille frokost på Nymindegab Kro.

 

Helt tæt på dyrene

Flere steder i nærheden af Bork Havn er der rig mulighed for at komme helt tæt på dyrene.

Har man mindre børn med er Dyrehaven Engholm i Nr. Nebel et rigtig godt bud på at opleve dyrene på nært hold.

Du kan også hoppe op på hesten og booke en ridetur ved enten Stutteri Vestkysten i Henne eller ved Havhesten i Nymindegab

Vil man gerne opleve større dyr, kan man enten køre til Givskud Zoo, Jyllands Park Zoo eller Blåvand Zoo, hvor man helt sikkert kan få en masse timer til at gå i selskab med dyr fra alle kontinenter.

 

Aktiviteter på vandet ved Bork Havn

Bork Havn er det perfekte surferparadis for familien.

I den sydlige ende af Ringkøbing Fjord er forholdene optimale især for nybegyndere, da vandet ikke er så dybt, og blæsten næsten altid er tilstede. Der er der bl.a. mulighed for at prøve kræfter med windsurfing, kitesurfing, bølgesurfing, SUP, kajak. Du har også mulighed for blot at slappe af i vildmarksbadet på stranden.

Læs mere på Westwind.dk

 

Gratis oplevelser i naturen 

Der er rigtig mange gode oplevelser i naturens rige ved enten Vesterhavet, fjorden eller i de mange naturområder. 

Oplev Danmarks højeste klit med dens 64 meter over havets overflade i Blåbjerg Klitplantage. Her er der ligeledes gode muligheder for små vandreture, løbeture - eller en dag på mountainbike.  

Byg strandslotte ved Vesterhavet, få pulsen op i klitterne eller gå på ravjagt i de tidlige morgentimer. Tag på fotojagt ved enten Filsø, Skjern Enge eller på Tipperne, og se hvem der får ram på det største eller flotteste dyr med linsen. Der er udsigtspunkter flere steder i naturområderne, her er det ideelt at medbringe både kikkert og madkurv. 

 

Find det store legebarn frem 

Sejl ud fra Bork Havn som Holger Danske og leg viking for en dag i Bork Vikingehavn. Hop på skinnecyklerne fra Nr. Nebel til Nymindegab, eller oplev glæden ved de magiske legoklodser i Legoland.

Find det indre legebarn frem i Bork Legeland, hvor hele familien kan boltre sig i timevis. 

Legoland kræver nok ikke den store præsentation, og er helt sikkert et besøg værd. Er du til højder, træer og familiehygge kan Wow Park i enten Skjern eller Billund også på det varmeste anbefales.

 

 

 

Seneste nyheder

Vigtig Covid-19 nyt — Coronapasset gælder forsat for legelande

Læs mere